Visuel identitet og Squarespace hjemmeside til Rasmus Rud Jacobsen fra SGP Quality Engine
Teknisk substans får visuel og sproglig autoritet
Kunde: Rasmus Rud Jacobsen // SGP Quality Engine
Branche: Projektkonsulent for medicinalindustrien
Lokation: Odder
Ydelser og ekspertise:
Strategisk afklaring og visuel retning
Logo og visuel identitet
Farver, typografi og digital formgivning
Squarespace-udvikling og lancering
Søgemaskineoptimering (SEO)
Samarbejdspartnere:
Fotografi: Kirstine Mengel
Tekstforfatning: Lotte Koch
Design: Henriette Fredslund Jacobsen
Når hjemmesiden undergraver budskabet om produktets værdi
Rasmus Rud Jacobsen har mere end 20 års praktisk erfaring med projektstyring og kvalitetssikring af maskiner til medicinalindustrien, blandt andet i tilknytning til Novo Nordisk og andre førende leverandører på området. Han har udviklet en ny og procesoptimeret model med afsæt i ISPE GAMP 5 – den globale industristandard for, hvordan man validerer og sikrer, at computere, software og automatiserede systemer i medicinal- og life science-industrien fungerer præcist, sikkert og i overensstemmelse med lovgivningen. Det er en sjælden kombination af dybt teknisk indblik og praktisk erfaring. Men den visuelle og sproglige kommunikation levede ikke op til produktets værdi. Der manglede en bro til målgruppen – ingeniører og maskinbyggere – der kunne formidle kompleksiteten med samme præcision, som kendetegner selve arbejdet.
Fortæl det komplicerede med en ukompliceret hjemmeside
Løsningen tog udgangspunkt i en grundig afklaring og kernefortælling, hvorfra vi udviklede en ny retning for både sproglig og visuel autoritet.
Logo og visuel identitet: Det nye logo og den samlede visuelle identitet trækker referencer fra maskiner og godkendelsesprocesser ind i form og farver. Udtrykket signalerer præcision og teknisk substans – egenskaber, der er afgørende for at vinde tillid hos en målgruppe af ingeniører og specialister.
Fotografiet som autenticitet: Kirstine Mengels billeder fanger Rasmus og hans arbejde, som det er – ægte og uden kunstigt pålæg. Det giver besøgende en umiddelbar fornemmelse af den praktiske erfaring, der ligger bag.
Sprog, der oversætter kompleksitet: I samarbejde med tekstforfatter Lotte Koch fik den tekniske substans et sprog, der er skarpt og velskrevet uden at forsimple. Teksten taler direkte til ingeniører og maskinbyggere, der kan genkende og værdsætte den faglige tyngde.
Det digitale hjem: Det hele blev samlet i en Squarespace-hjemmeside med et troværdigt og gennemarbejdet udtryk – en platform, der endelig matcher værdien af det, Rasmus og SGP Quality Engine leverer.